15. maj 2013

Koncert i Skive gamle Kirke 

7. maj 2013

Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med duoen ’Trut og Lut’ i forbindelse med en renæssancekoncert i Skive Kirke. Duoen akkompagnerede kirkens ungdoms/voksenkor i et udvalg af Dowlands sange i den originale firestemmige udsættelse med lut-akkompagnement. Resten af koncerten udfyldte ’Trut og Lut’ med et til lejligheden sammensat program, primært bestående af Dowland-arrangementer, men også andre velvalgte stykker fra renæssancen. Duoen har gennem hele forløbet været meget professionelle og engagerede, og kan tage en stor del af æren for at koncerten blev en succes. Først og fremmest er Uffe Munkgaard og Anne-Mette Skovbjerg passionerede musikere med et meget højt teknisk og kunstnerisk niveau, men de er også eminente formidlere, hvilket gav sig udtryk i deres underholdende og interessante introduktioner til programpunkterne. Det mærkedes tydeligt, at de begge har stor erfaring med at henvende sig til et publikum, og sammensætningen af instrumentpræsentation, anekdoter og musikstykker var velgennemtænkt og forløb naturligt og flydende.  Jeg kan derfor på det varmeste anbefale duoen til både krævende musikalske opgaver såvel som mere formidlingsbetonede arrangementer.

Morten Ladehoff (organist i Skive Kirke og timelærer på Det Jyske Musikkonservatorium).